Nyheder / Aktuelt

 

Generalforsamling torsdag, den 3. april 2025

afholdes i

OSG&Is mødelokale. Mads Hansensvej 10, kl. 19.30

 

Dagsorden

 

1.:           Valg af dirigent

 

2.:           Formandens beretning

 

3.:           Regnskaber 2024 forelægges til godkendelse

 

4.:           Budget for 2026 forelægges til godkendelse

 

5.:           Forslag til takstblad 2026 fremlægges

 

6.:           Behandling af indkomne forslag

                              

7.:           Valg af medlemmer til bestyrelsen, på valg er:

                               Kim Fink

                               Christian Dyre

                               Steen Gundertofte

                               Søren Vous

                                                                             

8.:           Valg af suppleant til bestyrelsen, på valg er:

                               Mads Overvad Nielsen, 1 suppleant

                               Thomas Tange, 2 suppleant    

         

9.:           Valg af revisor og revisorsuppleant, på valg er:

                Som revisor            Niels Henrik Madsen (2-årig)

                Som suppleant       Alice Clemmesen

 

10.:          Eventuelt

 

 

På bestyrelsens vegne

Jes Tilsted

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------

 

02.02.2025

 

Ulbølle Vandværks forbrugere bydes rigtigt hjerteligt velkommen.

Fusionen mellem Ulbølle Vandværk og Vester Skerninge Vandværk er nu en realitet.

1. januar 2025 – mens Nytåret blev skudt ind – skete fusionen lige så stille.

Ulbølles forbrugere vil fortsat have et kendt ansigt siddende i bestyrelsen for vandværket, idet Steen Ladefoged og Mads Winther fortsætter det gode bestyrelsesarbejde i den fremtidige bestyrelse.

 

Baggrunden for fusionen

Kommunen lukkede Ulbølle Vandværks boring på grund af forurening. Og fra 15. februar 2022 har Vester Skerninge Vandværk heldigvis kunnet nødforsyne Ulbølle Vandværk. Nødforsyningen er sket gennem vores nuværende ledningsnet, som desværre ikke er optimalt. Derfor har vi planer om at etablere en bedre forsyningsledning mellem Industrivej i Vester Skerninge og Ulbølle – godt 1000 m ny forsyningsledning, som vil sikre en bedre forsyning til alle i Ulbølle.

 

Fordelene ved en fusion

Bestyrelsen bliver styrket med lokalkendskab fra Ulbølle. Der kan generelt opnås en bedre optimering af driften i vandværket. Vi vil på lidt længere sigt kunne spare på bygningsmassen. Ulbølles forbrugere kan drage fordel af hjemmesiden, og den service som findes her.

Og så står vandværket stærkere med ca 1.550 forbrugere.

 

Årsopgørelse og aconto-opkrævning

Ulbølles Vandværks forbrugere kommer til at mærke en mindre forandring i forbindelse med opkrævningen af vand for 1. kvartal 2025, idet regningen denne gang blive udsendt med postvæsenet. Det skyldes, at de to forskellige måder at opkræve på i de to vandværker bliver til ét fremadrettet.

Det anbefales, at man i forbindelse med betaling af aconto-opkrævningen også tilmelder sig BetalingsService, (derved) Derved sikre man sig selv, at betalingen sker til tiden, og evt. tilbagebetaling sker automatisk (også ved fraflytning).

 

Fjernaflæsbare vandmålere

Da alle nu har fået monteret fjernaflæsbare vandmålere, så vil vi udnytte de muligheder, som det giver for at holde øje med eventuelle vandbrud efter måleren. Måleren sender en advarsel til os, og den tager vi selvfølgelig alvorlig og kontakter forbrugeren, så det kan blive undersøgt nærmere. – Og vi har allerede hjulpet mange til at undgå de store mængder vandudslip i sådanne situationer.

 

 

Hvem vedligeholder hvad?

Det er vigtigt at have for øje, at alt efter vandmåleren som udgangspunkt er forbrugerens. – Reglen er, at det er vandværkets ledninger frem til ejendommens grund. Stikledning og installation på egen ejendom skal vedligeholdes af ejeren – dog er vandmåleren vandværkets og vedligeholdes derfor også af vandværket.  – Se mere under Information – Vandmålere.

Og selvom vandværket har besluttet af investere i gode kvalitetsmålere, så skal vi efter lovgivningen udtage stikprøver af målerne til kontrol af, at de måler helt korrekt. – Vi har netop udtaget et parti til kontrol. – Det er forbrugernes sikkerhed for, at der hverken betales for meget eller for lidt.

 

Stophanen – den ved du, hvor er!

Det er vigtigt, at du som forbruger ved, hvor din stophane er. Sker der en akut lækage eller brud, så er det yderst vigtigt at vide, hvor stophanen er. – Se mere under Information – Stophaner.

 

Vandmåleren kan ikke tåle frost

Vandmålere kan ikke tåle frost, hvorfor vandmåleren som udgangspunkt bliver placeret steder, hvor der burde være frostfrit. Men det sker desværre fortsat, at vi oplever frostsprængte vandmålere. – Og her er det også klart, at det er ejerens ansvar at sikre, at vandmåleren holdes frostfri – og det uanset hvor den er placeret. – Genanskaffelsesprisen på vandmåleren ligger typisk på 1.200 – 1.500 kr.

 

Vigtigst af alt

Forbrugerne fortsætter med at få leveret godt og rent vand.

 

 

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

 

Sådan undgår du Legionella i hjemmet

Gennem de seneste år har der været stort fokus på Legionella-bakterien. Det skyldes især, at antallet af smittede med legionærsyge er steget.

Vi giver dig her fire gode råd til at undgå Legionella, samt baggrundsviden om, hvad Legionella og legionærsyge er, hvordan Legionella opstår, og hvem der er i risikogruppen for at udvikle legionærsyge.

Hvad er Legionella?

Legionella er en bakterie, der trives i lunt og stillestående vand (20-50°C). Har du fx været på ferie og derfor ikke brugt vandhaner og brusere i et stykke tid, vil det udgøre gunstige forhold for, at Legionella-bakterien kan formere sig.

Hvordan opstår Legionella?

Legionella-bakterien findes i jorden og kan føres med vandet ind i vores installationer, som fx vandhaner og brusere.

Hvordan smitter Legionella?

Legionella smitter ved, at man indånder små vanddråber, der indeholder bakterien. Det kan fx ske under et brusebad.

Hvad er legionærsyge, og hvem rammer det?

Legionærsyge er en slags lungebetændelse, der opstår, efter man er blevet smittet af Legionella-bakterien. Symptomerne på legionærsyge er oftest høj feber, hovedpine og muskelsmerter, præcis som ved en influenza.

De mest udsatte samfundsgrupper over for legionærsyge er de ældre på vores plejehjem og patienterne på vores sygehuse.

4 gode råd til at undgå Legionella

Konsulent Kristian Kærsgaard Hansen fra Teknologisk Institut kommer her med fire gode råd til, hvordan du kan forebygge Legionella i hjemmet, fx i forbindelse med, at du har været på ferie.

Inforgrafik med gode råd til at undgå legionella i hjemmet

Råd nr. 1: Mål temperaturen på det varme vand

Brug et termometer til at måle det varme vand. Det gøres bedst ved vandhanen i køkkenet, som ofte er tæt på varmtvandsbeholderen og derfor har den højeste temperatur. Vandet skal være over 52°C.

Råd nr. 2: Tøm bruser og slange efter brug

Der kan samle sig vand i bruserhovedet og -slangen efter brug. Går der længere tid, før den bliver brugt igen, vil vandet her være stillestående og derfor give gode vækstbetingelser for Legionella-bakterien.

Lad derfor enten bruseren hænge nedad, eller læg bruser med slange ned på gulvet efter brug. Alternativt kan du sørge for at lade vandet løbe i 30 sekunder, inden du går i bad.

Råd nr. 3: Rengør bruser og slange jævnligt

Skal du undgå Legionella-bakterien er det vigtigt at sørge for, at bruseren og slangen er rene. Det gør du ved at tømme og gennemskylle slangen og bruserhovedet jævnligt. På den måde er du sikker på, at der ikke ligger noget stillestående vand, som Legionella-bakterien kan leve i.

Råd nr. 4: Lad vandet løbe

Har du været væk i mere end tre til fire dage, så lad alle haner løbe i fem minutter – både med det kolde og det varme vand. På den måde får du skyllet eventuelle Legionella-bakterier ud.

 

Citat: Teknologisk institut.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Vejledning :

Ledningsbrud - Hvad gør du...

Ledningsbud opdages ved at vandet fosser op på vejen/fortov gennem huller eller revner : kontakt vandværket.

Ingen vand - Hvad gør du...

Spørg naboerne om de også mangler vand. Hvis problemet er isoleret til din ejendom, skal du kontakte en vvs installatør. Mangler naboerne også vand, skal du kontakte vandværket.

Vandet er hvidt - Hvad gør du...

Hvis vandet fra hanen er hvidt, skyldes det luft i vandet. Fyld et glas med det hvide vand, hvis der er luft i vandet vil vandet blive klart nedefra og op, idet luften bruser af efter lidt tid.

Luft i vandet er ikke sundhedsskadeligt, og kan være opstået i forbindelse med ledningsbrud eller renovering af ledningsnettet. Luften  i vandet vil forsvinde af sig selv, efter lidt tid.

Vandet er rødbrunt - Hvad gør du...

Hvis det kolde vand er uklart/rødbrunt skyldes det løsrivning af partikler i ledningsnettet. Lad vandet løbe fra alle vandhaner i huset, til det bliver klart igen, typisk tager det et par minutter, partiklerne i vandet er ikke sundhedsskadelige, og vil forsvinde igen i takt med forbruget. 

Hvis det er det varme vand, der er misfarvet, er det sandsynligvis din egen installation der er årsagen til problemet, og vil muligvis kunne afhjælpes ved at skylle her også, ellers kontaktes en vvs installatør.

Misfarvet vasketøj - Hvad gør du

Hvis dit tøj er misfarvet/rødt efter vask pga. partikler i vandet, kan det afhjælpes på følgende måde :

Læg tøjet i blød med 1 deciliter citronsyre for hver 10 liter vand. efter ca. 30 min. vrides tøjet og vaskes i en varm sodaopløsning med 3 deciliter soda for hver 10 liter vand. Herefter skylles tøjet og færdigbehandles som efter en normal vask.   Kilde : Statens husholdningsråd